Infraktioner i dentinen

Infraktioner i dentinen

En dentininfraktion en en revne i tandbenet inde under emaljen, som kan få tanden til at gøre ondt. En revne kan drille både patienten og tandlægen, fordi det kan være svært at finde ud af, hvilken tand det er galt med. Revner i tandbenet må ikke forveksles med revner i emaljen, som man kan se på tændernes overflade. Emaljerevner skal man ikke være så bekymret for, de findes i næsten alle tænder og er oftest helt uden betydning.

Nogle tænder med revner mærker man slet ikke. Men når en tand med en revne begynder at gøre ondt, mærker man en let smerte, når der tygges sammen på noget hårdt eller sejt fx. på en kerne i brød eller på en karamel. Tanden kan også gøre ondt, når der kommer koldt på den.

Man kan først se revnen i dentinen, når fyldningen er fjernet, udefra og på rtg-billede ser tanden sund og rask ud. Hvis det er svært for tandlægen at lokalisere tanden, kan det være nødvendigt, at man går hjem og tygger med den dårlige side, så den revnede tand kan lokaliseres. Af og til kan det være nødvendigt, at tandlægen fjerner fyldningen i den mest mistænkte tand for at søge efter revnen.

En revne i en tand kan ikke gro sammen.

Revner kommer der, hvor tanden er svagest og oftest i kindtænder, som er svækkede, fordi der har været hul i tanden. Jo større fyldningen er, jo lettere kommer der en revne.

Tandens nerve kan tage skade pga. revnen, så det i visse tilfælde kan være nødvendigt at rodbehandle tanden. Revner kan også føre til, at tanden flækker og i værste tilfælde må trækkes ud.

Når en tand med revne i begynder at gøre ondt, er det derfor vigtigt at behandle tanden hurtigst muligt.

Det er vigtigt at tanden holdes sammen, så den ikke giver sig, når man tygger. Har der kun været en lille fyldning i tanden, kan tandlægen forsøge at lime den sammen med en plastfyldning samtidig med, at tyggefladen beslibes, så den svage del af tanden ikke belastes for hårdt.

Har der været en stor fyldning i tanden eller er tanden kraftigt belastet ved tygning, er det nødvendigt at sætte noget rundt om tanden for at holde sammen på den. Det gøres bedst med en krone.

Har tandnerven taget skade, skal tanden rodbehandles, før den endelige behandling udføres.